Bohnstedt Hansen
Herunder er historien om familien Bohnstedt Hansen, der boede på Kongevej nr. 30
Efterfølgende er der billeder fra familiealbummet
Chr. Carstensen Hansen, født 1894 i Tarm og død 1939 på Kongevej 30, søn af Ane Marie Carstensen og smed Jens Lukas Hansen, som indtil 1892 havde ejet Bredgade 28. –
Ane Marie Carstensen havde to søstre i Skjern, Christine, som var gift med Marinus Krusborg på Vardevej 52, og Margrethe, gift med isenkræmmer Valdemar Christiansen, Bredgade 72.
Gift 14-6-1921 i Skjern med Edit Christence Bohnstedt, født 1893 i Hjørring (Sankt Catharina sogn) og død 1982 på De Gamles Hjem.
Chr. C. Hansen blev oftest omtalt som Cigarhandler Hansen – eller Is-Hansen. Begge navne relaterede til hans arbejde. - Edit Bohnstedt sad gennem en årrække ved klaveret i biografen – i stumfilmens tid, - men dog så sent, at Else Lykke husker hende.
1916 (FT. – opslag 163): Tarm, hvor Edit Bohnstedt og søsteren, Louise (Magda Lovise Bohnstedt, født 12-2-1893 i Hjørring – gift 1916 i Tarm med karetmagersvend, Jørgen Dyring, født 1888 i Ryesgade 38 i København. – Forloverne ved brylluppet var skomager Bache og karetmager Hans Jørgensen. Sidstnævnte var sikkert Jørgen Dyrings chef, mens skomager Bache blot boede i kvarteret.)
1917 (iflg. Politiets Registerblade): Den 1. januar 1917 kom Edit Christence Bohnstedt (født 8-4-1893 i Hjørring) fra Tarm til København og bosatte sig i Manøgade 8 – 3. sal. Her kaldes hun husbestyrerinde, og det var hun for broderen, maskinkonstruktør Henrik Vilhelm Ludvig Bohnstedt – iflg. Politiets Mandtaller for maj og november 1917. Og da hun den 18. august 1917 fødte sønnen, Chr. Bohnstedt Hansen, opholdt hun sig også i Manøgade 8. Adressen hørte under Aldersro sogn, og her oplyses (opslag 143) at barnefaderen var chauffør, Chr. Carstensen Hansen i Tarm.
1917 (iflg. Pol. Mandtaller den 1. november 1917 og 1. maj 1918): Edit Bohnstedt opholder sig hos broderen, Henrik V.L. Bohnstedt i Manøgade 8 i København, - og hun oplyser, at hun den 1. maj 1917 havde boet i Tarm.
1918 (iflg. Pol. Registerblade): Den 1. november 1918 forlod Edit Bohnstedt København – og
1921 (FT. – opslag 139 – februar 1921): Nygade 51 i Skjern, hvor Edit Bohnstedt nævnes som logerende – sammen med sønnen, Chr. Hansen – i Nygade 51 – et hus, som ejes af Bøjle Bertelsen fra Dejbjerg.
OBS: Nabohuset, Nygade 49, købte Edit Bohnstedt Hansen 30 år senere!
1921: Edit Bohnstedt kaldes ved brylluppet den 14-6-1921 for musiklærerinde og Chr. C. Hansen er chauffør i Tarm. –
1922: Østergade 4. Cigarhandler
1923: Kongevej. Cigarhandler
1924: Bredgade 68, hvor der drives en vin- og cigarhandel af ”Hansen” – evt. Chr. C. Hansen, Kongevej 30.
1925, marts: Borris Stationsby. Indsidder
1925: Skøde – tinglæst 26-11-1925 (nr. 51 – nr. 1255) – fra Iver Thuesen til frøken Hedvig Hansen på matr.nr. 25f, Hedeby (Kongevej 30). –
OBS: Ved FT. i november 1925 boede Chr. C. Hansen i Kongevej 30 – og ejeren af huset er uden tvivl Chr. C. Hansens søster, Hedvig Hansen, som havde Hotel Strandgaarden i Hjerting. Hun har simpelthen købt huset og lejet det ud til broderen og sælger det først i 1941 til svigerinden – efter broderens død.
1925 (FT. – opslag 49 – november 1925): Kongevej 30. Fiskehandler
1926: Kongevej. Fhv. cigarhandler
1929: Kongevej 30. Handelsmand
1930 (FT. – 214): Kongevej 30. – Handelsmand. – Der nævnes otte børn – samt en husassistent, Hilda Emilie Pedersen (født 23-6-1915 i Grønbjerg). – Det oplyses, at familien modtager fattighjælp.
1936: I forbindelse med fotograf Graversens filmoptagelse ved Skjern Idrætsparks indvielse i 1936, ses Chr. C. Hansen – ”Is-Hansen” ved 0:22.
1939: Ved Chr. C. Hansens død skrev Edit Bohnstedt ”jernhandler” på hans gravsten. – OBS: Se billede af Edit Bohnstedt Hansen i forbindelse med Chr. C. Hansens begravelse den 14. september, hvor hun er fotograferet sammen med seks af de otte børn.
1940 (FT. – opslag 436): Kongevej 30. Edit Bohnstedt Hansen bor som enke med seks børn.
1941: Skøde – tinglæst 20-3-1941 – fra Hedvig Hansen til enkefru Edit Bohnstedt Hansen på matr.nr. 25f, Hedeby (Kongevej 30)
1952: Edit Bohnstedt Hansen købte Nygade 49.
1968 (tlf. bogen): Nygade 49
Børn:
Christian Bohnstedt Hansen, født 1917 i København (Aldersro sogn). – I kirkebogen i Aldersro sogn i København, hvor Manøgade hørte til, er hans fødselsdato skrevet ind som værende den 18. august 1917. Ved folketællingen i 1921, hvor han bor sammen med moderen i Nygade 51 i Skjern, er fødselsdatoen den 15. august 1917 og endelig står der på hans gravsten, at fødselsdatoen er den 20. august 1917.
1946: Væver i Skjern.
Gift 1946 i Skjern med Helga Frandsen, født 1919 i Vorgod, datter af ugifte Kirstine Marie Frandsen, som var husbestyrerinde i Barde og ved sin død i 1947 blev begravet på Skjern Kirkegaard. –
1950: Helga og Chr. B. Hansen overtog i 1950 Holstebrovej 3, men da datteren, Inge Merete Bohnstedt Hansen blev født den 6-2-1951, bor de på Præstegaardsvej.
Chr. B. Hansen havde gennem mange år kiosken på Stadion. –
Grethe Marie Bohnstedt Hansen, født 1922 i Østergade 4
Helmer Bohnstedt Hansen, født 1923 på Kongevej.
Gift 1950 i Skjern med Rose Laurine Margrethe Pedersen, født 1931 i Skjern, datter af Kirstine og Enevold Pedersen, Klostervej 15 (Klostervej 49).
Rose og Helmar Bohnstedt Hansen overtog Kongevej 30
a) Lillian Bohnstedt Hansen, født 1949 på Klostervej 15 – og døbt i Herning Kirke den 11-9-1949.
Kaj Bohnstedt Hansen, født 1925 i Borris.
Se billedet – under Bohnstedt – Kaj Bohnstedt.
Aage Bohnstedt Hansen, født 1926 på Kongevej. –
1947: Uddannet blikkenslager den 1. maj 1947 hos blikkenslager Stokholm, Skjern. (Skjern Aarbog, 1948, side 3)
Aage Bohnstedt var som ung trompetist og spillede i orkestret ”Blue Swingers”. – Da han skulle være soldat, blev han sendt til gardehusarerne i Næstved, men måtte stoppe, da hans lungekapacitet ikke var så god. –
Da han spillede i Blue Swingers – under krigen – blev han en aften stoppet af nogle tyske soldater, som ville undersøge, hvad han havde i sin lille taske. Men her var kun trompeten.
Edith Bohnstedt Hansen, født 14-1-1929 på Kongevej 30. Hansen slettet i 1965.
Gift 1948 i Skjern med Svend Erik Jensen, født 1927 i Lemvig.
1946: Parret boede i 1946 i henholdsvis Chr. Hansensvej 8 og Østergade 45. Den 24-7-1946 fødtes datteren Jette Elisa Bohnstedt Hansen på Chr. Hansensvej 8, men inden dåben den 15. september 1946 i Herning Kirke, var moderen flyttet til Sjællandsgade 23 i Herning. – Navneændring i 1974 til Jette Bohnstedt.
1948: Snedkersvend i Skjern
1951: Vestergade 27 – Poppelalle 27.
Se: Poppelalle 27 – Vestergade 27.
Molly Bohnstedt Hansen, født 21-11-1929 på Kongevej 30 og død 2006 i Skjern.
Gift 1949 i Skjern med væver i Skjern, Alfred Peder Kristensen, født 1924 i Lem og død 2000 i Skjern.
1951-52 (Skattebog): Nygade 3
Se: Nygade 3
Ketty Bohnstedt Hansen, født 21-11-1929 på Kongevej 30
Gift 19-6-1948 på Københavns Rådhus med cykelhandler, Fredy Bernhard Toke Jensen, Amagerbrogade 30 i København (født 1907 i Aalborg – Vor Frue sogn).
1948: Ketty Bohnstedt kaldes strikkerske.
Kilde:
Skjern aarbog, 1948, side 14.
Ægteskabsbog, Københavns Kommune, 1948, nr. 2484, opslag 86.
Skift imellem billederne med pilene i siderne af billedet < >
Klik på billedet for at se det i større format og hele billedteksten